Det er lettere sagt end gjort. For hvordan holder du dig fx sund midt i de mange udfordringer og opgaver? Hvordan passer du på andre uden at forsømme dig selv?
Du kan optræde som ’caregiver’ fra få til mange gange i dit liv. Her kommer vi ind på nogle af de typiske perioder, hvor det er særligt vigtigt, at du også prioriterer dig selv og sikrer, at du har overskud og god energi.
Energi til dig selv - overskud til andre
Et af livets store skift er, når du får børn. Fra det ene øjeblik til det andet oplever de fleste, at fokus ændres totalt. Fra at være optaget af sig selv – selvfølgelig uden at være selvoptaget – bliver den vigtigste opgave nu at tage vare på dit barn og give det alt fra opmærksomhed til kærlighed og omsorg. Og den nye rolle varer ved i mange år. Får du flere børn, gentager oplevelsen sig.
Et andet væsentligt skift handler om det tidspunkt, hvor du bytter rolle med forældregenerationen. Her går du fra et have været centrum for deres opmærksomhed og omsorg til, at du pludselig er den, der hjælper og holder øje med dem.
At yde omsorg for sine børn og sine aldrende forældre kan være både givende og krævende. Det samme gør sig også gældende, hvis du har en god ven eller veninde, som pludselig har brug for din hjælp og omsorg. I denne situation er det mindst lige så vigtigt, at du er særligt opmærksom på også at gøre noget godt for dig selv.
Sæt 'dig' på programmet
Det er okay at sætte fokus på sig selv en gang imellem. Selvom meget af din dag handler om det, du gør for andre, så er det mindst lige så vigtigt at gøre noget for dig selv. Det kan nemlig være med til at sikre, at du forbliver sund og rask, er udhvilet og inspireret – og har god energi.